Lions i Give støtter især børnene i Nepal
Vores Lions-klub har via Lions Danmarks Katastrofehjælp bidraget til Lions Danmarks donation på 250.000 kr. til UNICEFs akuthjælp til børn og familier ramt af jordskred og oversvømmelser i Nepal. Katastroferne har ødelagt infrastruktur og skabt akut mangel på sundhedsydelser og basale fornødenheder.
Lions donerer 250.000 kroner til børn ramt af jordskred og oversvømmelser i Nepal
I forbindelse med sit fortsatte humanitære arbejde har Lions Danmark besluttet at donere 250.000 kroner til UNICEF Danmark. Donationen går til UNICEFs akutte indsats for børn og familier, der er ramt af jordskred og oversvømmelser i Nepal, hvor ødelæggelser af infrastruktur og begrænset adgang til flere områder udfordrer hjælpearbejdet.
Katastroferne har ramt lokalsamfund og familier, som har akut brug for hjælp til at få adgang til basale sundhedsydelser og andre nødvendige forsyninger. For børn kan en katastrofe betyde, at både deres sikkerhed, sundhed og hverdag pludselig bliver sat på spil.
"Når jordskred og oversvømmelser rammer, er børn blandt dem, der er mest sårbare. De kan miste adgangen til sundhed, tryghed og helt basale fornødenheder, samtidig med at deres familier står i en akut krisesituation. Derfor er vi meget taknemmelige for Lions' donation, som bidrager til, at UNICEF hurtigt kan hjælpe børn og familier, når katastrofen rammer," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
UNICEF støtter indsatsen i de oversvømmelsesramte områder med blandt andet akut medicinsk udstyr, støtte til beskadigede sundhedsfaciliteter og forberedelse af indsatser inden for mental sundhed og psykosocial støtte til børn og familier.
Samtidig arbejder UNICEF tæt sammen med den nepalesiske regering og humanitære partnere om at hjælpe familier, der er blevet tvunget på flugt fra deres hjem. Det sker både gennem akut nødhjælp og tidlig genopbygning, blandt andet ved at genoprette adgangen til basale ydelser og levere nødvendige forsyninger til berørte familier.
Indsatsen har fokus på børnenes umiddelbare trivsel, sikkerhed og mulighed for at komme sig efter katastrofen, samtidig med at UNICEF støtter den længerevarende genopbygning af vigtige lokale ydelser og arbejdet med at gøre lokalsamfund bedre rustet til fremtidige katastrofer.
Lions' donation på 250.000 kroner er derfor et vigtigt bidrag til den akutte humanitære indsats og til at sikre, at UNICEF kan være til stede for børn og familier, mens adgangen til de berørte områder og den nødvendige hjælp fortsat er udfordret.
